DM i 24 timers løb på Bornholm

Et delmål i mine forberedelser til Badwater var DM i 24 timers løb på Bornholm den 18.-19. juni. Jeg havde en klar ambition om at runde de 180 km, men i og med at Badwater netop havde ændret deres kvalifikationskrav var løbet blevet omsonst.

Årets store mål, der samtidig giver point i forhold til Badwater, er Spartathlon i september. Spartathlon er i top tre over verdens hårdeste løb og blev efter myten løbet første gang for 2500 år siden. Spartathlon løbes ikke under ekstreme forhold som f.eks. varme, kulde eller terræn.

Selvføgelig bliver det varmt på ruten mellem Athen og Sparta, men det, som gør Spartathlon til et hårdt løb, er tidsgrænserne undervejs på ruten. Som løber har man kun 36 timer til at tilbagelægge 246 kilometer.

Løbet på Bornholm blev derfor mere til træning frem mod Spartathlon end konkurrence. Træning hvor jeg blandt andet fik afprøvet forskellige strategier i forhold til væske, skoskift, løbe/gå ratio med videre.

Jeg ankom til Bornholm torsdag den 17. juni. Som altid levede Bornholm op til sit ry i og med at jeg landede i høj sol.
Efter en kort taxatur til Galøkken og indlogering i den bestilte campingvogn begav jeg mig ned mod ruten på de 1035 meter.

Der var allerede løbere på ruten, idet både 6 dage og 48 timers løbet var i fuld gang. Stemningen var rigtig god ved forplejningen, og det var helt klart med til at holde løberne kørende.

Løberne så slidte ud, men var ved godt mod. Det kriblede i kroppen for at komme i gang. Jeg har aldrig været den store tilhænger af at løbe på samme rute, men på Bornholm var ruten mere indbydende og forplejningen rigtig god.

Rundstrækningen gik på en sti gennem skoven ved Galløkken og tilbage. Den ene halvdel var på grus og den anden på asfalt. Der var to små stigninger undervejs. Ellers var ruten ret plan. Hver sjette time blev ruten vendt, så man som løber ikke blev totalt bims.
Jeg blev og kiggede på frem til klokken 22 og begav mig herefter i seng.

Mit vækkeur ringede, men jeg var allerede lys vågen. Travlt havde jeg ikke. Starten gik klokken 12, så det gjaldt bare om at fylde på kedlerne. Morgenmaden bestod af juice, et par Nutellamader og en stor portion havregryn med rosiner. Efter at have klippet negle, klædt om, smurt mig i vaseline og besøgt det lille hus stod jeg klar ved startlinjen.

Startskuddet lød og vi var i gang. Min plan var i første omgang at løbe 20 km af gangen og så gå to runder. Det vil sige gå, hvad der svarer til 20 minutter. Jeg var rigtig godt løbende de første 20 kilometer og valgte at udskyde mit første hvil. Efter knap fire timer rundede jeg mit første maraton. Jeg havde løbende sørget for at fylde godt på af væske og mad.

Min mave havde det overraskende godt. Jeg var kørende på en cocktail af vand og cola. Derudover fik jeg lidt nødder, rosiner og et par bananer.

Efter fire timers løb fandt jeg den rytme, som jeg vil benytte mig af i september. Jeg løb tre kilometer ad gangen og gik herefter i pit. I forplejningen fik jeg et glas med vand, et med cola og en håndfuld nødder eller andet mad. Efterfølgende brugte jeg så de første fem minutter efter i gang, hvor jeg drak og spiste de sidste rester. Herefter stod den nok engang på løb.

En fantastisk strategi i og med at der er depoter ved hver tre km under Spartathlon. Derudover ved jeg, at der er en lignende forplejning, som møder mig i Grækenland.

Jeg valgte at skifte sokker efter hver 30 km og sko efter 60. Er stadig ikke helt sikker på, om det er den rette strategi for mig. For det første brugte jeg en del tid på at skifte og for det andet var det rimelig hårdt at komme i gang igen.

Jeg mærkede ikke rigtig sult, men vidste, at det handlede om at få noget indenbords. Ved mit 60 km skift fik jeg derfor en stor portion yoghurt med müsli. Det var bestemt ikke lysten, som drev værket, men ned kom det.

De næste to timer gik ret stærkt i og med at jeg var godt løbende. Jeg løb omkring 5.30 pr. kilometer, hvilket under et 24 timers løb er et udmærket tempo. Jeg havde et mål i hovedet om at løbe efter de cut-off tider, der er at finde i Spartathlon. Den første ligger efter 81 km og er på 9 timer og 30 minutter. Den klarede jeg med 50 minutter i min favør samtidig med, at der også var tid til aftensmaden. Igen svært at få ned, men sikken en forskel det gjorde. Efter en halv kylling med salat og brød var jeg virkelig godt løbende. De næste 20 km fløj af sted. Jeg rundede de 100 efter knap 11 timer.

Det kunne mærkes. Jeg havde op til løbet døjet med lidt problemer med min nedre ryg. Et problem, som gav et skævt træk i balder, baglår og lysken. Umiddelbart havde jeg dog ingen problemer førend jeg rundede de 100 km. Lysken begyndte at gøre ondt og til trods for jeg godt kunne gå uden de store smerter tog jeg en beslutning ved de 110 kilometer om, at nok måtte være nok. Spartathlon er målet og det var jeg ikke klar til at sætte over styr. Selvfølgelig er det svært at træffe en beslutning som denne, men som ved bjergbestigning er det ikke selve bestigningen, som er problemet, det svære er når man skal ned igen.
Jeg tænkte derfor, at søvn ville hjælpe lidt på problemerne. Jeg gik i seng ved 00.30 tiden og sov i to en halv time. Jeg sov meget let, tankerne snurrede. Hvorfor lå jeg her? Er det virkelig det bedste, jeg kunne yde?

Tilbage på ruten var benene tunge og der var stadig smerter i lysken. Jeg løb endnu fem omgange for at se, om lysken holdt til det eller ej. Smerterne var ikke store, men nok til at jeg gik i seng igen. Besluttede mig for at sove frem til de sidste tre timer, som jeg ville gå igennem.
Jeg kunne knap nok løfte mine ben op i sengen. Rent faktisk fik jeg hjælp. Jeg sov som en sten denne gang.

Det var lidt svært at komme ud af sengen. På vej tilbage mod ruten mødte jeg en løber, der som jeg havde haft problemer med en skade. Han satsede også på at gå resten af tiden. Vi lagde ud sammen, men jeg kunne mærke, at der var fornyet energi i benene. Jeg begyndte derfor at løbe. De tre timer fløj af sted og inden jeg så mig om var løbet overstået. Jeg nåede 21 km på de tre timer og en total på 131. Selvom det ikke var prangende var jeg godt tilfreds.

Jeg indfriede ikke mit oprindelige mål, men blev meget klogere i forhold til, hvordan jeg vil gribe Spartathlon an. Jeg har nu fornyet energi, og er klar til de næste ugers træning frem til september.

Martin George Suhr Madsen er At Work Løbecoach og ultraløber, og han har gennemført både maraton og ultraløb. Hans næste mål er Badwater Ultramarathon i den stegende hede i Death Valley, USA, og Spartathlon.