Skal du løbe i varmen, så sørg for at køle kroppen ned. Løber du langs stranden får du en frisk brise fra havet, og så gælder det om at klæde sig på efter forholdene. Er du sydpå, så løb tidligt om morgenen, hvor temperaturen er lavest.
Foto: COLOURBOX
Foto: COLOURBOX
Send artiklen Hold dig kold i varmen til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Hold dig kold i varmen
Skal du sydpå i ferien og skal du løbe en tur undervejs, så husk at sørge for at holde den værste varme væk fra kroppen. Det kan f.eks. ske ved at have isterninger under kasketten
Herhjemme er vi ikke vant til de høje temperaturer og sjældent oplever vi, at det er varmt, når vi skal løbe, cykle eller dyrke anden motion udendørs.
Går turen derimod sydpå i ferien er risikoen for at få hedeslag og dehydrering undervejs på turen væsentligt større. Derfor gælder det om at køle kroppen ned i det omfang, det er muligt.
Først og fremmest gælder det om at vælge det tidspunkt på døgnet, hvor det er køligst. Løb derfor om morgenen, gerne inden solopgang, eller sent om aftenen. Morgenen er køligst - også sydpå. Husk reflekserne, hvis du starter ud, mens det stadig er mørkt.
Vælg let sommerløbetøj - altså korte bukser og en ærmeløs t-shirt, der er luftig.
Derudover er der nogle tips, du kan følge. Det internationale løbeblad Runner's World kommer med følgende råd:
Under kasketten, som giver skygge på turen undervejs, kan man lægge en svamp. Oven på svampen lægger man nogle isterninger. Langsomt tør isterningerne og det iskolde vand bliver opsuget af svampen, som holder hovedet koldt.
Og netop at holde hovedet koldt er væsentligt, for størstedelen af vores kropsvarme under motion kommer fra hovedbunden. Derfor er det ikke altid genialt at tage en kasket på, fordi den også holder på sveden og varmen - hvis man altså ikke får lidt hjælp af nogle isterninger.
Et alternativ er at gøre en kasket sjask våd. Hold den inde under den kolde hane eller læg den i en balje med koldt vand. Kom derefter kasketten i fryseren en times tid, så vandet er frosset. Og så er det ellers af sted. Den isfrosne kasket skal nok sørge for at holde hovedet koldt.
Endelig er der løsningen med et tørklæde. Igen er det isterninger, der skal bruges. De rulles ind i tørklædet, som tages omkring halsen. Isterningerne tør undervejs og det iskolde vand løber stille og afsvalende ned over skuldrene, ryggen og brystet.
Og husk noget vand til turen. Væskebælter fås i mange afskygninger og er du på cykel, så hav en flaske vand i flaskeholderen på stellet. Det er altafgørende at have vand med, når det er stegende hedt.
Løber du tør for vand, så kan man ofte tigge sig til lidt vand på hoteller, cafeer, private huse osv. Det er bedre end at risikere dehydrering, som kan have meget alvorlige følger.
Husk også et par småpenge i lommen i bukserne, for så kan du altid i nødstilfælde købe en flaske vand.